Nogle gange frister det at have mango i køkkenet. Så bliver den brugt til en masse mulige og umulige ting. Denne gang røg der en mango i salaten sammen med en pære og blomkål.
Det gav et ekstra sødligt pift og fik mundvandet til at løbe.

Forfriskende sød og sprød salat

Giver en stor skålfuld

Salaten:

½ blomkål

2 håndfulde spinat

1 mango i tern

 1 pære i tern

1 håndfuld frisk schweizisk mynte (Den pebermynte der dufter bedst)

Cashewnødder (eventuelt lagt i blød natten over)

Dressing:

½ dl. vineddike

1 dl olivenolie

Lidt honning

Salt

Skær blomkålen ud i fine bidder. Spinaten hakkes groft. Mangoen skrælles og skæres fra stenen. Derefter skæres mangoen i tern. Pæren skrælles og kernehuset tages ud. Skær pæren i tern. Skyl nænsomt mynten og hak den fint. Si vandet fra cashewnødderne og hæld dem over salaten.

I en meljævner eller en bøtte med låg rystes vineddike, olivenolie, salt og honning sammen og hældes udover salaten.

Bland grundigt sammen og nyd en forfriskende, dog sødlig og sprød salat.

Velbekomme!