I slutningen af 2014 gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Det var virkelig hårdt, men jeg kløede bare på med at finde en anden lejlighed, mit job og bare med at glemme, at han ikke var i mit liv mere.
Der gik et helt år, før jeg opdagede, hvor meget jeg havde glemt mig selv og mine følelser. Jeg var vred, ked af det, havde et stort savn til ham og var i sorg over, at vi ikke kunne finde ud af det mere. Jeg havde slet ikke arbejdet med de følelser før, fordi jeg havde negligeret dem.

Allerede i starten af 2015 begyndte de første små prikker på min hud. I starten tænkte jeg ikke videre over dem, men syntes det var mærkeligt, at de ikke forsvandt, når jeg rensede huden eller spiste rent.

Det blev værre over foråret og i slutningen af sommeren var mine to kinder røde og havde buler og rødme. Udslættet lignede akne, men der var ikke betændelse i det. Jeg gik til lægen og fik en tid hos en hudlæge et halvt år efter.

Da jeg endelig skulle til hudlægen, havde jeg arbejdet rigtig meget med min vrede og sorg, og mit udslæt var ikke så slemt mere. Hudlægen kunne derfor ikke fastslå, hvad det kunne være, udover rosacea, hvor huden bliver helt rød og der kommer fortykkelse og hævelse i huden. De billeder jeg havde set på nettet med rosacea, lignede ikke det udslæt som jeg havde og jeg slog det væk.

I to år havde jeg det rigtig fint. Jeg arbejdede rigtig meget med mig selv og på min vrede. I den periode begyndte jeg at drikke ioniseret vand og spiste meget mere basisk, end jeg plejede. Før da havde jeg også prøvet at være glutenfri, på candidakur, mælkefri, sukkerfri og andre kure. Det som hjalp for mig i første omgang, var ioniseret vand/basisk vand, basedannende mad og en krop og sind i en god stabil balance og få de rigtige vitaminer, mineraler, sunde fedtsyrer og mælkesyrebakterier for mave-tarm-systemet.

I 2017 var jeg ude som rejseleder, hvor jeg var glad og tilfreds med livet. Der var meget at se til, jeg havde mange bolde i luften, der var fart på og forskellige opgaver at nå i løbet af en dag. Det passede mig fint at være den glade serviceguide om morgenen, svømmeskolelærer til middag og børneaktivitetsguide om eftermiddagen. Da min periode som rejseleder var ved at nå sin ende, spurgte jeg i receptionen samme sted, hvor jeg havde været rejseleder, om de kunne bruge mig i 2018. Det kunne de, og jeg startede i januar.

Der gik dog ikke lang tid, før jeg opdagede, at det at være i en reception i et køligt aircondition indeklima og med mange sproglige udfordringer var mere hårdt, end jeg havde regnet med. Det var skønt at hjælpe gæsterne og være der for dem, men inde bag ved foregik det meste på spansk og der blev snakket meget om ledelsen og mange af mine kollegaer var trætte af deres arbejde. Jeg boede sammen med en colombianer og han forstod ikke meget engelsk, så alt foregik også på spansk der. Der var hele tiden gang i min hjerne og selvom jeg næsten snakkede flydende spansk, skulle jeg også hurtigt høre, hvad der blev sagt. Det blev for meget for mig og efter 3 måneder begyndte udslættet på kinderne at komme tilbage. Jeg blev usikker ved sproget og arbejdsopgaverne, selvom ledelsen syntes jeg gjorde min job så flot, at de gerne ville ansætte mig i 8 måneder mere efter de første 4 måneder.

Da det blev juni, kunne jeg mærke et stort savn til Danmarks grønne sommer, til min familie og til at være i et land, hvor jeg kunne snakke mit eget sprog uden kommunikationsbrister. Jeg sagde mit arbejde op og vendte hjem til Danmark. Allerede efter den første måned i Danmark, kunne jeg se en ændring på huden, men det var først i sommeren året efter, at min hud var tilbage til ‘normalen’ og at jeg fandt ud af, at jeg havde rosacea.

Hvad jeg gjorde for at hjælpe mig selv der, kan du læse mere om i min bog Rosacea – min rejse med hudsygdommen Rosacea, udover at tænke på mine følelser, spise basedannende mad og drikke rent ioniseret vand fra fx iWater.

Hvad er Rosacea?
Rosacea er en betændelsestilstand på huden i ansigtet. Sygdommen starter med rødme eventuelt midt i ansigtet, især på kinder, hage og næse. Det kan føles som en stikkende og prikkende følelse i huden. Det klør ikke nødvendigvis. Huden på kinder, i panden og på næsen kan blive fortykket med små udvidede blodkar. Knopper, bumser, pustler og papler er en del af sygdommen, men der er ikke hudorme som ved akne. Papler er faste fortykkelser af huden og er hævet over hudens niveau. Farven er ofte rød. Pustler er en velafgrænset ansamling af pus i huden. Når huden heler op, kan der komme ar efter sygdommen.

Tilstanden kan blive værre over tid.

  • 3-5 % af befolkningen får rosacea
  • Rosacea opstår typisk i 30-50-årsalderen
  • Kvinder får det oftere end mænd

Hudforandringerne kan forværres af:

  • Sollys – husk en god solcreme i ansigtet
  • Stærkt krydret mad
  • Kanel, chokolade, tomater og citrusfrugter
  • Alkohol
  • Kraftige ansigtsrenseprodukter
  • Fed mad, varm mad og varme drikke
  • Forkert hudpleje
  • Sauna og varme bade
  • Koldt vejr/varmt vejr – ekstreme temperaturer
  • Kraftig motion
  • Stress, angst, nervøsitet, rødme

Rosacea kaldes også for en auto-immun sygdom. Når kroppen hele tiden er i forsvarsposition, bliver immunforsvaret stresset og forvirret. I stedet for at beskytte os, kan det fejlagtigt gå til angreb på kroppens eget væv. Sådanne reaktioner kaldes for autoimmune og er en af årsagerne til autoimmune sygdomme, som fx gigt, cøliaki, lupus med flere. Basedannende og antiinflammatorisk mad og vand, samt et stærkt immunsystem kan være en hjælp imod en autoimmun sygdom.