Candidavenlige – uden gær

Vi har lige modtaget en rigtig flot økologisk bagebog i forretningen. Bagebogen handler selvfølgelig om bagværk, brød og boller. Jeg kunne ikke nære mig, så jeg måtte prøve en af opskrifterne, da jeg kom hjem. Valget faldt på nogle pizzasnegle med pesto og tomat. Der skulle gær i opskriften og da jeg lige var kommet sent hjem fra arbejdet, besluttede jeg mig for at bage sneglene med bagepulver i stedet. Sneglene blev rigtig gode og her følger min reviderede opskrift.

DSC_18601

Pizzasnegle med pesto og tomat, bagt med bagepulver

Ca. 14-16 stk.

2 ½ dl lunkent vand

1 tsk. honning

1 tsk. havsalt

4 spsk. olivenolie

60 g. hakkede soltørrede eller ovnbagte tomater, samt lille 1 udhulet tomat (det var hvad jeg havde)

200 g. groft speltmel

250-300 g. sigtet speltmel

1 ½ tsk. bagepulver

I en skål røres vand, honning, havsalt og olivenolie sammen. I en anden skål vejes mel og bagepulver af og dette røres sammen. Tomaterne tilsættes melet. Væsken hældes i og der røres grundigt. Er dejen for fugtig, tilsættes endnu mere sigtet speltmel og der røres til dejen er blød og smidig. Dejen lægges ud på et meldækket bord og rulles ud i et stort rektangel.

Nu laves pestoen.

Pesto

1 håndfuld spinatblade

1 håndfuld rucola

1 håndfuld basilikum

1 spsk. citronsaft

2 fed hvidløg

40 g. pinjekerner

½ tsk. salt eller mere

½ dl. olivenolie

Evt. 1 spsk. hakkede oliven

I en lille foodprocessor eller med stavblenderen blendes ingredienserne sammen til en jævn masse.

Smør et tyndt lag pesto på dejen. Rul dejen sammen til en roulade og skær dejen i 2 cm. tykke skiver. Fold snippen fra dejen ind under sneglen og sæt denne på bagepapir på bagepladen. Bag sneglene i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 minutter.

DSC_18601 DSC_18681_2

Kan fryses og eventuelt puttes frosne i madpakken om morgenen. Om eftermiddagen er sneglen optøet og lige til at spise.

Velbekomme!