Jeg fik fingre i et “buffé” blad, som ICA supermarked i Sverige udgiver. Deri var en opskrift på en rigtig klistret banan- og chokolademousse sag, som jeg simpelthen måtte prøve at lave både mælkefri og glutenfri.

Jeg har ikke prøvet at lave denne version æggefri. Muligvis kan kikærtevandet fra en dåse kikærter piskes til skum og bruges i både tærtebunden og chokolademoussen som fylde. Kikærtevand kan piskes og bruges nøjagtig som æggehvider/æg i alle former for kager, pandekager, cookies og marengs. Det blev først brugt i 1968 i en bog Ten Talents, af Rosalie og Frank J Hurd, men blev for nylig i februar 2015 genopfundet og siden da er det gået hurtigt med at lære kikærtevandets utrolige egenskaber at kende. Det smager ikke af så meget, og når der kommer kakao eller andet smagsgivende i, kan man slet ikke smage kikærtevandet (dette kaldes også aquafaba; proteinholdigt vand fra bønner, tofu og andre grønsager på dåse). Det er noget, som jeg vil sætte mig mere ind i, men hvis du prøver det i denne opskrift, må du gerne smide en besked herunder om det virkede eller ej. 3 spsk. kikærtevand giver 1 æg.

Jeg skriver om mælkefri chokolade i slutningen af dette indlæg.

 2016-02-20 21.16.011

Banan- og chokolademoussetærte

Glutenfri, mælkefri, nøddefri

Til 6-8 personer

Sprød Tærtebund

1 stor spsk. blød kokosolie

¾ dl rismel

½ dl hirsemel (kværnede hirseflager fungerer fint)

1 tsk. fintmalede loppefrøskaller (fx FiberHUSK)

¼ dl kokospalmesukker, sukker eller Sukrin/Sux***

Lidt under ¼ tsk. fint salt

½ æg – skal være stuetemperatur (den anden halvdel skal bruges til chokolademoussen)

Chokoladelag

25-50 gram mørk chokolade – mælkefri*

Bananfyld

2 modne bananer

1 spsk. kokosolie – tilsæt gerne 1 tsk. kokosolie med smag

Lidt under ½ tsk. fint salt

1 spsk. kokospalmesukker eller sukker***

Chokolademousse

200 gram mælkefri mælkechokolade*

2 ½ dl mælkefri piskefløde**

2 æggeblommer (gerne pasteuriserede) – skal være stuetemperatur

½ æg – skal være stuetemperatur (den anden halvdel blev brugt til tærtebunden)

Evt. 1-2 spsk. appelsinsaft

Topping

50 gram smeltet mørk chokolade – mælkefri*

½ spsk. kakaopulver

Vegetabilsk ‘flødeskum’

Sådan gør du:

Tærtebund

Bland den bløde kokosolie med rismel, hirsemel, loppefrøskaller, sødemiddel og salt til en smuldrende masse. Bland ægget i og rør det sammen. Smør en springform eller tærtefad på ca. 20×20 cm i diameter med kokosolie. Gerne en springform. Hvis du bruger en springform, skal der et stykke bagepapir i bunden, så tærten er nem at tage ud.

Læg dejen heri og tryk den mod bunden og op ad kanterne, så kanten er 5-6 cm høj. Brug en gaffel til at trykke huller i bunden hele vejen rundt.

Bag tærtebunden i 20 minutter ved 200 grader.

Chokoladelag

Så snart kagen kommer ud ad ovnen, lægges chokoladestykker på bunden, så de smelter. Fordel chokoladen på tærtebunden og sæt bunden i fryseren, mens bananfyldet laves.

Bananfyld

Skær bananerne i tynde skiver. Varm en pande op, hæld kokosolie på sammen med salt og sødemiddel.

Varm bananerne igennem, til det bliver en grødagtig masse. Hæld massen i en skål og sæt skålen i fryseren mens chokolademoussen laves.

Chokolademousse

Smelt 100 gram chokolade på lav varme i en tykbundet kasserolle eller i en skål over vandbad. Der må ikke komme vand i chokoladen og den må ikke blive grynet, for så har den fået for meget varme.

Hak de resterende 100 gram chokolade og hæld det i kasserollen eller skålen, når chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen eller skålen op af vandbadet (pas på, at der ikke kommer vand i chokoladen, når skålen tages op). Rør chokoladen sammen, så det hele er smeltet. Chokoladen skal helst have en temperatur på omkring 33 grader.

Pisk den vegetabilske flødeskum så stiv som muligt. De bliver ikke så stive, som almindelig flødeskum.

Pisk æggeblommer og det halve æg i chokoladen. Dette bliver meget tykt. Vend herefter flødeskummet i chokolademassen. Lidt ad gangen over 3 omgange.

Læg det hele sammen

Tag kagebunden og bananfyldet ud af fryseren.

Hæld bananfyldet på chokoladelaget i tærtebunden, og fordel det jævnt.

Hæld chokolademoussen over, og fordel det jævnt. Sæt tærtefadet i fryseren i 1 times tid eller køleskabet i 8 timer eller natten over.

Topping

Hvis der er brugt en springform, fjernes siderne forsigtigt.

Smelt chokoladen. Fordel chokoladen i tynde linjer over kagen – fx tag en gaffel og lad chokoladen løbe af, mens gaflen svinges over tærten.

Sigt kakaopulver over.

 

Skær tærten i 6-8 stykker. Chokoladelaget før bunden kan godt være lidt hårdt at skære igennem. Servér med pisket vegetabilsk ‘flødeskum’.

2016-02-20 21.15.411

Velbekomme!

Banan- og chokolademoussetærte
 
Forfatter:
Opskrift kategori: Glutenfri, mælkefri, nøddefri
Til: Til 6-8 personer
Ingredienser
  • Banan- og chokolademoussetærte
  • Sprød Tærtebund
  • 1 stor spsk. blød kokosolie
  • ¾ dl rismel
  • ½ dl hirsemel (kværnede hirseflager fungerer fint)
  • 1 tsk. fintmalede loppefrøskaller (fx FiberHUSK)
  • ¼ dl kokospalmesukker, sukker eller Sukrin/Sux***
  • Lidt under ¼ tsk. fint salt
  • ½ æg – skal være stuetemperatur (den anden halvdel skal bruges til chokolademoussen)
  • Chokoladelag
  • 25-50 gram mørk chokolade – mælkefri*
  • Bananfyld
  • 2 modne bananer
  • 1 spsk. kokosolie – tilsæt gerne 1 tsk. kokosolie med smag
  • Lidt under ½ tsk. fint salt
  • 1 spsk. kokospalmesukker eller sukker***
  • Chokolademousse
  • 200 gram mælkefri mælkechokolade*
  • 2 ½ dl vegetabilsk piskefløde**
  • 2 æggeblommer (gerne pasteuriserede) – skal være stuetemperatur
  • ½ æg – skal være stuetemperatur (den anden halvdel blev brugt til tærtebunden)
  • Evt. 1-2 spsk. appelsinsaft
  • Topping
  • 50 gram smeltet mørk chokolade – mælkefri*
  • ½ spsk. kakaopulver
  • Vegetabilsk 'flødeskum'
Sådan gør du:
  1. Tærtebund
  2. Bland den bløde kokosolie med rismel, hirsemel, loppefrøskaller, sødemiddel og salt til en smuldrende masse. Bland ægget i og rør det sammen. Smør en springform eller tærtefad på ca. 20x20 cm i diameter med kokosolie. Gerne en springform. Hvis du bruger en springform, skal der et stykke bagepapir i bunden, så tærten er nem at tage ud.
  3. Læg dejen heri og tryk den mod bunden og op ad kanterne, så kanten er 5-6 cm høj. Brug en gaffel til at trykke huller i bunden hele vejen rundt.
  4. Bag tærtebunden i 20 minutter ved 200 grader.
  5. Chokoladelag
  6. Så snart kagen kommer ud ad ovnen, lægges chokoladestykker på bunden, så de smelter. Fordel chokoladen på tærtebunden og sæt bunden i fryseren, mens bananfyldet laves.
  7. Bananfyld
  8. Skær bananerne i tynde skiver. Varm en pande op, hæld kokosolie på sammen med salt og sødemiddel.
  9. Varm bananerne igennem, til det bliver en grødagtig masse. Hæld massen i en skål og sæt skålen i fryseren mens chokolademoussen laves.
  10. Chokolademousse
  11. Smelt 100 gram chokolade på lav varme i en tykbundet kasserolle eller i en skål over vandbad. Der må ikke komme vand i chokoladen og den må ikke blive grynet, for så har den fået for meget varme.
  12. Hak de resterende 100 gram chokolade og hæld det i kasserollen eller skålen, når chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen eller skålen op af vandbadet (pas på, at der ikke kommer vand i chokoladen, når skålen tages op). Rør chokoladen sammen, så det hele er smeltet. Chokoladen skal helst have en temperatur på omkring 33 grader.
  13. Pisk den vegetabilske flødeskum så stiv som muligt. De bliver ikke så stive, som almindelig flødeskum.
  14. Pisk æggeblommer og det halve æg i chokoladen. Dette bliver meget tykt. Vend herefter flødeskummet i chokolademassen. Lidt ad gangen over 3 omgange.
  15. Læg det hele sammen
  16. Tag kagebunden og bananfyldet ud af fryseren.
  17. Hæld bananfyldet på chokoladelaget i tærtebunden, og fordel det jævnt.
  18. Hæld chokolademoussen over, og fordel det jævnt. Sæt tærtefadet i fryseren i 1 times tid eller køleskabet i 8 timer eller natten over.
  19. Topping
  20. Hvis der er brugt en springform, fjernes siderne forsigtigt.
  21. Smelt chokoladen. Fordel chokoladen i tynde linjer over kagen – fx tag en gaffel og lad chokoladen løbe af, mens gaflen svinges over tærten.
  22. Sigt kakaopulver over.
  23. Skær tærten i 6-8 stykker. Chokoladelaget før bunden kan godt være lidt hårdt at skære igennem. Servér med pisket vegetabilsk 'flødeskum'.

TIPS:

*Mælkefri chokolade: Hvis man skal være fuldstændig sikker på ikke at få spor af mælk i chokoladen, skal man lave chokoladen selv eller købe raw/rå chokolade, fx fra The Raw Chocolate Company, Raw Health, Racao, Raw Revolution eller Ombar (findes på Helsam.dk eller helsebutikker).

I England findes en chokolade, der hedder Plamil, som endelig er kommet til Danmark. Den er helt uden mælk og findes i Meny og helsekostbutikker, der forhandler Allergikost’s varer. Allergikost.dk har, foruden Plamil, også en chokolade som hedder Moofree.

2016-02-11 10.03.051

2016-02-11 10.04.531

Free Choko er også uden mælk.

Seed & Bean‘s , Vivani‘s, Naturata‘s eller Økoladen‘s mørke chokolader er også uden mælk (’kan indeholde spor af’). Vivani og Naturata har lys og hvid chokolade til veganere. Fås via Helsam eller helsebutikker.

Plamil
MooFree – læg lige mærke til det smukke Påskeæg – helt uden mælk!

Ikke-økologiske 70 % (og derover) chokoladeplader fra supermarkeder kan indeholde spor af mælk.

Hvis man vil lave sin egen chokolade, kan bogen ”Mælkefri Chokolade – uden spor af mælk eller gluten” af Karina Villumsen (undertegnede) være til stor hjælp.

** ’Flødeskum’: I de fleste helsekostbutikker kan man få Soyatoo ris-, soja- eller kokosflødeskum i 300 ml pakker. Man kan også få ris- og sojaflødeskum på spray.

Alpro Soya har en sojapiskefløde, som kan findes på køl i de fleste større supermarkeder. Den smager godt og kan bruges i stedet for flødeskum. Man kan evt. tilsætte lidt ekstra vaniljepulver, hvis den skal bruges i lagkage eller ovenpå is. Provamels Sojamadlavningsfløde kan godt piskes til et let skum, hvis den har været på køl, men skummet holder ikke i længden.

Gogreen Visp Vispi fra Sverige (!) er en rigtig lækker flødeskum uden soja. Det kræver dog, at man kommer til Sverige eller kender nogen, som kan tage et par pakker med. Denne er ikke glutenfri.

Carlshamn Vispgrädde er også fra Sverige. Denne er heller ikke glutenfri.

Schlagfix Schlagsahne fra Tyskland kan findes i bestemte butikker, der forhandler Allergikost.dk’s varer. Der er både en madlavningsfløde, en dessertfløde og en flødeskum på spray.

Kokoscreme fra kokosmælk på dåse: Der kan være stor forskel på dåse-kokosmælk og på, hvilke kokosmælk, der kan bruges til at lave kokosflødeskum. Det vigtigste er, at der er tilsat guarkernemel. Kokosmælk uden guarkernemel er hårde og mere stive i konsistensen og egner sig ikke som flødeskum. De kan dog bruges til madlavning eller i desserter og kager. Jeg har bedst erfaring med Irmas og Coops kokosmælk. Blue Dragon er også god. Til tider virker Santa Marias Thai Kitchen kokosmælk. Alle disse er økologiske.

Jeg plejer at skrabe det øverste hvide kokoscreme ud med en ske, men hvis der slet ikke skal være kokosvand med, kan man åbne bunden på dåsen og hælde kokosvandet ud.

***Sødemiddel: Sirup: Brug ⅛ dl sirup som fx ahornsirup, agavesirup, honning eller lignende, hvis man ikke har kokospalmesukker eller Sukrin. Til 1 spsk. granuleret sødemiddel bruges ca. ½ spsk. sirup af en slags i stedet, alt afhængigt af hvor sød kagen skal være. Hvis man bruger ‘mælke’chokolade fra Plamil bliver kagen rigeligt sød.