Egentlig er jeg ikke vegetar. Jeg spiser dog ikke så tit kød. Min kæreste rejser en del, og når han gør det, så eksperimenterer jeg i køkkenet. Dette bliver som regel vegetarretter eller til rawfood, men jeg holder meget af en lækker rød bøf eller en god omgang kylling i karry. Vegetarretter har dog den fordel, at de er lette at lave og ikke koster alverden. Jeg synes, det er lidt diffust at sige, man er vegetar, for mange spiser både æg og mælkeprodukter. Nogle spiser også fisk, og andre hælder mere til at blive veganere, der udelukker alt, der har med dyr at gøre. Nogle ser det nok som en miljøaktion, at vi skal passe på dyrene og på vores fremtid. Det er også udmærket, men derfor behøver vi ikke sætte labels på alting. Er man vegetar, så ved folk umiddelbart, at det er noget med, at man ikke spiser dyr. Der er dog så mange fordomme, og så mange dybe huller, at man godt kan blive lidt forvirret en gang i mellem. Men nej, jeg er ikke vegetar, og hvis jeg endelig skal sætte en label på mig selv, så er jeg flexitar, ligesom en overvejende del af Danmarks befolkning. Dermed sagt jeg har ikke noget imod vegetarer eller veganere eller rawfoodister. Det er kun en måde at sætte navn på, hvad man spiser af fødevarer. Kan man mærke en glæde ved kun at spise grøntsager og frugt og undvære kød og fisk, så er det det rigtige for denne person og fuldstændig ligegyldigt, hvad udefrakommende siger om det.

Det er en fornøjelse at arbejde med vegetarretter. Jeg synes, det er spændende at prøve mig frem, så smagen af den mad, man får uden kød, stadig er krydret og lækker. Der findes mange erstatninger for kød; fx sojagranulat, tofu og tempeh. Køderstatninger bruges af langt de fleste vegetarer, fordi man godt kan mangle noget at tykke på og noget, som fylder med masser af proteiner i. Bønner, linser, tang og kikærter bruges også for proteinernes skyld og giver en dejlig mæthedsfølelse. I starten kræver det dog lidt øvelse at finde ud af, hvordan man får en fuldbyrdet ret ud af grønt og bønner. Efterhånden finder man også ud af, at der ikke behøver være kød med til en ret, og det sagtens kan smage himmelsk alligevel.

Da jeg startede i helsekosten, anede jeg intet om tofu eller sojaprodukter. Hvad var det dog for en underlig firkantet hvid klods, som kunne skæres i skiver eller tern? Det krævede en del tilvænning, men jeg er efterhånden blevet så vant til at spise tofu, at jeg ikke ser det som noget specielt eller anderledes. Jeg kan dog godt forstå ny-vegetarer, når en hel ny verden begynder at åbne sig for deres fødder. Hvad er gærflager, sojagranulat, arame tang, le Puy linser, tofu, tamari/shoyu, bønnepostejer med videre? Hvad med vitaminer og mineraler? Kalktilskud? B-12 vitamin? Får jeg proteiner nok? Tager jeg på, eller taber jeg mig? Der er mange spørgsmål til dette, og jeg vil efterhånden påbegynde en tråd, der omhandler de forskellige nye ingredienser og give mit bud på, hvad man kan bruge dem til.

Vegetarmad er mad med fylde og klarhed, når blot man husker på, at maden består af godt med proteiner, grønt og sunde fedtstoffer.

Læs mere her:

Grønne Proteiner af Lisbeth Tordendahl