Se her. Bogen 80/10/10 – Rawfood kan nu købes som e-bog via Saxo.
Rawfood 80/10/10 er en anden made at se på rawfood på. Under en 801010 (udtales firs-ti-ti eller 811) kur/diæt spiser man overvejende kun frugt og grønsager. I løbet af dagen skal man op på en del frugt, for at have nok energi og få nok kalorier. Alt afhængig hvem man er, om man er mand eller kvinde, høj eller lav, stor eller lille, så skal man have mellem 2000 – 4000 kalorier på en dag. Ja, der skal mange kalorier til, og nej, man tager altså ikke på af det. Jeg vil kalde det en afbalancering af kroppen. Det vil sige, at hvis du i mange år har haft svært ved at tage på, så vil du kunne balancere din krop tilbage til din normalvægt. Hvis du i mange år har haft svært ved at tabe dig, så vil du opleve, at du hurtigt vil føle dig et par kilo lettere. Altså en afbalancering.
Mangler du inspiration til opskrifter?
Se mere i denne e-bog, som også vejleder i opstart til 80/10/10.
Klik på billedet for at se mere.
Frugt indeholder ca. 75% vand, samt fibre og næringsstoffer. Når man kun spiser frugt, bliver dette optaget utroligt hurtigt; faktisk allerede når det kommer ned i/ind i tyndtarmen. Derfor skal man spise meget på én gang, eller over hele dagen, for at være optimalt ernæret. 801010 står for 80% kulhydrater, 10 % cellefedtstoffer og 10 % proteiner. Altså at man i løbet af en dag skal have minimum 80 % af sine kalorier fra kulhydrater, maks. 10 % af sine kalorier fra fedtstoffer og maks. 10 % af sine kalorier fra protein igennem dagen.
En typisk morgenmad kunne være en smoothie bestående af 8 bananer, vand og 200 gram bær som fx jordbær. Frokosten kunne være en suppe, lavet af 4 mangoer overdrysset med blåbær, og aftensmaden kunne være 8 ferskner, skåret i tern og blandet med druer og spinat. Det lyder af meget nu, men efter et par uger bliver det helt naturligt at få så meget mad på én gang. Du vil lynhurtig kunne mærke en forskel i dit humør og måske se en udvikling på din hud. Hvis du ikke får nok kalorier i løbet af en dag, vil du hurtigt føle dig sulten og mere træt. Det betyder også, at du ikke får nok kulhydrater, fedt, proteiner og andre næringsstoffer. Derfor er det så betydningsfuldt at få nok kalorier i løbet af dagen.
Hvorfor er frugter og grønsager så vigtige?
Hvis vi tænker på en tid, hvor der hverken fandtes ild, mejetærskere, kogegrej, spader eller knive og gafler, så spørger vi os selv, hvor fik vi maden fra? Er vi mennesker sådanne typer der løber en antilope op ude på stepperne, krænger os fast i dens hals og spiser det hele med hår, hud og indvolde? Eller er vi mere til at plukke fra træerne, fange små larver, skrælle en banan med vores fingre eller gufle i en vandmelon? Bare at tænke på den første del, med at jage et dyr op og æde det hele råt med hud og hår, kan
for nogle virke ret frastødende. Men at skrælle en banan, gufle en saftig fersken, at sætte tænderne i et sprødt æble, virker mere humant, end at gnave sig igennem en knogle, som en hund kan knække med kæben.
Dertil skal så også siges, at vi alle kommer fra forskellige verdener og lande. Eskimoerne har ikke noget imod at fange sæler og hvaler og spise kødet råt. Det er deres tradition og i den kulde, findes der heller ikke så meget grønt eller frugt. Det er det, de overlever på og som deres maver er i stand til at fordøje. Australiens indfødte lever af rødder, græs, planter og dyr på sletten. Folket i Amazonas lever af frugter, bær, æg, dyr de skyder ned med deres giftpile, rødder og deslige. Afrikas indfødte lever af bananer, frugter og grønsager, som findes i deres land. Men når alt dette er sagt og hvis vi så siger, at vi alle stammer fra Afrika, så er frugt og grønsager vores optimale kost.
Vores struktur, gener, tarmsystem med videre, har ikke ændret sig særligt på de ca. 10.000 år der er gået, siden vi tumlede ud i verden og opfandt ilden. Så begyndte vi at så korn og høste, have en ko eller to, og nu har det så udviklet sig til, at vi overvejende spiser kød til hvert et måltid, at landmænd ikke kan nøjes med en ko eller to, men skal have 100 køer for at opveje den efterspørgsel efter mælk og kød der er, og at der skal sås og høstes gevaldige stakke af majs, for at der kan gives foder til køerne*. Vores omgivelser har altså ændret sig meget på kort tid, men kroppen har ikke ændret sig synderligt.
Hvilke frugter og grønsager kan jeg spise?
I Danmark kan vi heldigvis få mango og bananer året rundt. Godt nok bliver de ikke plukket og spist direkte fra træet, og de har rejst en lang vej for at komme hertil, men de to former for frugt er de mest kompakte frugter, vi har. De indeholder mange kalorier per 100 gram, henholdsvis 89 kalorier for bananer og 60 kalorier for mangoer, hvilket gør, at man ikke behøver spise flere kilo, for at få nok mad, men kan ”nøjes” med 8 bananer eller 5 mangoer til et måltid. Er det svært for dig at spise tre gange dagligt, så spis løbende over hele dagen.
Spis også æbler, appelsiner, kirsebær, blåbær, hindbær, jordbær, ferskner og klementiner når de er i sæson. Frugter skal være modne og bananer skal helst have brune prikker. Grunden til dette er, at stivelsen i frugterne omdannes til frugtsukker, som er lettere fordøjeligt for os, end stivelsen er. Hvis du kommer til at spise en umoden banan, vil du måske opleve oppustethed, idet optagelsen går lidt i stå. Derfor spis frugterne modne, når de er bløde og dufter sødt.
Af grønsager kan bl.a. nævnes peberfrugter, spirer, selleri, agurker, tomater**, squash og bladgrønt som spinat, diverse røde og grønne salatblade, krølsalat og romaine salat. Andre grønsager som broccoli, kål og blomkål bruges også, men ikke i så store mængder, da de kan være svære at fordøje.
Der er masser at vælge imellem, men dog skal man være opmærksom på, at grønsager ikke indeholder særlig mange kalorier per 100 gram, så vi snakker betydelige mængder ved hvert måltid. Derfor er det nemmere at vælge noget fra frugtgruppen, da frugter er mere bastante. Dog er det vigtigt at få grønsager, som led i den daglige kost, da de indeholder andre næringsstoffer, som frugterne ikke har.
Af andre frugter kan der nævnes vandmelon, honningmelon og andre meloner, ananas, figner, durian, jackfruit, guava, papaja, abrikos med mere. Halvtørrede dadler bruges også på 801010. Der er mange kalorier i dadler og en blendet drik med 15 dadler og en liter vand, svarer til et måltid i sig selv.
Løg, hvidløg og chili bruges meget sjældent på en 801010 diæt, da man, over en længere periode på frugt, udvikler sine smagsløg. Dette gør, at chili (som jo er ret kras i forvejen) bliver nærmest uspiseligt, mens løg og hvidløg bliver meget skarpe i smagen.
Påvirkning af kroppen og humøret
Den første uges tid man spiser frugt, vil man måske opleve en ændring i ens humør, og måske skal man mere på toilettet end man plejer. Man vil også opleve, at man de første par dage kan blive lidt træt, fordi man stopper med at spise (meget) fedt og protein. Man skal nok få alt det fedt og protein, man har behov for via frugten og nødder, men det er overvejende frugt og grønt, man får sine næringsstoffer fra. Over en længere periode på frugt og grønt, vil man opleve en markant stigning i humøret, i ens koncentrationsevne, af energi i kroppen, med mere.
Det der gør, at man bliver træt eller har det lidt skidt de første par dage, er at man renser ud i de fedtstoffer, der findes i blodbanen. Ikke at jeg siger, man fra den ene dag har forhøjede fedtværdier, og fra den anden dag intet har. Det er slet ikke det jeg mener, men, når man ikke har spist dårlige, forharskede dellefedtstoffer som junkfood, ost, mælkeprodukter eller lignende i et par dage, vil det overskydende fedt være nogenlunde forsvundet fra blodbanen. Det gør at frugtsukkeret (omdannet til glukose) hurtigere bringes af insulinet ind til cellerne, så det kan medvirke til cellernes energi/kraftværk. Når der er alt for meget fedtstof i blodbanen, vil insulinen have svært ved at få frugtsukkeret ind i cellerne og endnu mere insulin frigøres. På et vist tidspunkt vil bugspytkirtlen, som producerer insulin, blive svækket i sådan grad, at nogle udvikler insulinoverfølsomhed og måske får sukkersyge (diabetes 2).
Kroppen skal have fedt for at fungere, det er rigtigt, men det behøver ikke være i de store mængder, som danskerne konsumerer dagligt. En avocado er en udmærket kilde til fedtstof. Derudover indeholder fx 1 ½ kg. jordbær alle de omega-3-fedtsyrer, vi skal have i løbet af en dag. Pinjekerner, acaíbær, friske hasselnødder eller valnødder, eller kødet fra en grøn kokosnød er også en glimrende kilde til sunde cellefedtstoffer, men i få mængder. Det svarer til at man i løbet af en dag må få 1/3 medium avocado eller 15 mandler eller 20 medium oliven (i vand) eller 1 spsk. olie. Så hvis man i løbet af en uge spiser en enkelt eller to avocadoer, spiser lidt nødder eller hælder pinjekerner på frugterne eller salaten fra tid til anden er det helt fint. Der er ikke behov for flere fedtstoffer end det.
Proteiner får du også det af, du skal bruge. Frugt og grønt indeholder de 8 essentielle aminosyrer, som der er behov for til muskler og led, til dannelsen af signalstofferne serotonin og dopamin, som er kroppens egne lykkepiller, til dannelse af nye celler, hormoner, enzymer, antistoffer, bindevæv, negle og hår. Faktisk kan man på ens negle, allerede på kurens anden uge, se, at de begynder at vokse hurtigere, blive meget pænere og er mere hårde.
Serotonin og Dopamin er en vigtig del af 801010, i det du føler dig høj af at spise frugt, men ikke på en overstimuleret ADHD, hængen-i-gardinerne måde. Desuden omdannes serotonin også til melatonin, som er det stof der regulerer døgnrytmen hos mennesker, dyr og planter. Du vil måske derfor føle, at du sover mere igennem om natten. Du vil også føle dig mere klar i hovedet og mere koncentreret om det arbejde du laver. Du smiler mere og folk fortæller, at du stråler mere end du plejer, eller din teint er smuk. Du føler dig meget glad og kærlig af at være på frugt.
Frugt og candida
Candida er en svamp der lever i ens tarme. Den skal være der og vil naturligt vokse eller gå i sig selv, hvis kosten afspejler noget den godt kan lide. I mange, mange år har vi fået at vide at frugt er skidt for en person på candidakur, men det der ikke fortælles er, at svampen, som jo naturligt nok lever af sukker, lever af det overskydende sukker i tarmen. Dvs. at hvis vi tager eksemplet fra før, hvor fedtet i blodet ikke er forsvundet, så kan frugtsukkeret ikke komme ind i cellerne. Når Frugtsukkeret ikke kan komme ind i cellerne, vil der være overskydende sukker tilbage i både blodet og tarmen. Candidaen æder alt det overskydende og den har det dejligt. Indtil den dag, hvor man i en uges tid, slet ikke spiser noget tilsatte former for fedtstoffer, så kommer frugtsukkeret ind i cellerne og der er ikke mere mad tilbage til svampen. Den vil derefter automatisk skrumpe ind til næsten ingenting. Forstyrrer man svampens søvn, ved at spise en hel pizza fuld af ost og peperoni, eller spiser en hel bakke pomfritter eller hælder for meget dårligt fedt på sin mad, så vil candidaen titte ud fra sin skønhedssøvn og tænke ”Nu kan jeg godt vågne op fra mit hi!”. Selvfølgelig sker det ikke på en og samme dag, men hvis man går tilbage til en dansk fedtrig standard kost, bestående af junkfood og underlødig mad, hvede- og mælkeprodukter, vil de fleste opleve at symptomerne kommer igen.
801010 og mig
Mens jeg har udarbejdet denne tekst, er jeg på vej igennem min fjerde uge som 801010’er. Jeg har oplevet, at jeg føler mig mere glad og mere frisk end jeg plejer, og det siger ikke så lidt, for normalt er jeg meget frisk og glad. De fleste der kender mig, siger at jeg stråler mere og føler at jeg slapper meget mere af. Egentlig ville jeg bare prøve, hvordan det var at spise frugt hele dagen, men jeg har oplevet, at jeg har det ret godt på kuren, så i stedet for den ene uge, så er jeg pludselig inde i min fjerde uge. Den ene dag har taget den anden og jeg har set en betydelig forandring i min hud på ansigtet og jeg kan se at jeg har tabt mig omkring maven, så mine mavemuskler er kommet mere frem. Når jeg træner Zumba eller lavet Pilates, har jeg meget mere energi end jeg plejer, jeg er mere smidig og føler mig ikke nær så træt bagefter. På min hjemmeside her skriver jeg om mælkefri, glutenfri, candidavenlig og sukkerfri kost og jeg har prøvet det hele af, men at være på frugt er den ting der, for mig, har været mest effektiv i min rejse mod sundhed, pæn hud og rent indre.
Jeg siger ikke at man skal spise frugt altid, men jeg tror det er sundt for kroppen i en periode kun at spise frugt. Frugt er utrolig udrensende, let at spise og smager dejligt. Vi elsker jo det søde, det har vi fået ind med den søde modermælk. Så hvorfor ikke?
*Majs som kunne bruges til at brødføde mange mennesker i den tredje verden. Desuden er majs ideelt set ikke køernes optimale kost, i det de ikke kan fordøje det, selv med deres fire maver. Dette risikerer, at der kommer en overproduktion af e. coli bakterier, som videregives til kødet, og så står vi med et nyt problem … Men det er en helt anden historie.
**Tomaten er egentlig en frugt, men af forskellige årsager, bliver tomaten opfattet som en grønsag, så derfor har jeg medtaget den i grønsagsafdelingen.
Hurtig oversigt
801010 fungerer nemmest, hvis man i løbet af dagen får sine kalorier igennem disse madvarer:
90-97 % fra frugter
2-6 % fra bladgrønt og selleri – Ca. 250 – 1000 g. bladgrønt om dagen.
0-8 % fra alt andet (andre grønsager såsom kål og broccoli, plus avocado, nødder og frø) – Svarer til at man i løbet af en dag må få 1/3 medium avocado eller 15 mandler eller 20 medium oliven (i vand) eller 1 spsk. olie.
Hvor mange kalorier?
For kvinder er det omkring 2400 kalorier og for mænd er det omkring 3000 kalorier om dagen. Det afhænger selvfølgelig også af vægt, højde, aktiv eller passiv livsstil med mere. Læs mere her (engelsk side på 30bananasaday.com)
Gode hjemmesider
www.cronometer.com – tabel hvor man kan beregne hvor mange kalorier, man får i løbet af en dag. Programmet regner også selv ud, hvor mange kalorier du skal have i løbet af en dag. Du skal blot bruge din højde, vægt og træningsniveau.
www.rawfooddenmark.ning.com – Dansk Raw Food Forum, som baserer deres mad på 801010. (findes ikke mere – opdatering 26.4.2016)
www.30bananasaday.com – Australsk/engelsk Raw Food Forum – også baseret på 801010 – deraf navnet ”30 bananer om dagen”.
Baseret på ”The 80/10/10 Diet” af Dr. Douglas N. Graham samt venlig vejledning og lån af bogen fra Allan igennem www.rawfooddenmark.ning.com






Hej Karina!
Super duper god hjemmeside, du har bygget op her. Du er god til det, meget prof 🙂
Megainteressant med det her 801010, og din tekst er meget inspirerende. Så interessant at jeg er hoppet direkte ud i det dagen efter, at jeg læste din tekst om emnet. Nu sidder jeg så her og har blendet og spist bananer, bær, dadler og spinat – det smager selvfølgelig megagodt – og får lyst til at stille dig et par hurtige spørgsmål, hvis du har tid?
– I de forhold, som du remser op i den hurtige oversigt, nævner du at 2-6 % skal komme fra grønt = 250-1000 gram. Hvis man ganger dette op til 100 %, bliver det omkr 20 kg frugt og grønt på en dag. Eller er der noget jeg har misforstået?
– Og hvad med den gode gamle gulerod og æblet? Er det noget jeg må smide i blenderen eller spise som mellemmåltider?
Det hele er jo en hel anden måde at tænke på; altså hvis man fjerner næsten al fedt i blodårerne, så kan man spise masser af frugtsukker og dermed udnytte mange frugters næringsstoffer. Men det vil vel så også sige, at man ikke sådan kan tage weekenderne fri fra diæten, da man jo så vil fylde blodårerne med fedt igen og på den måde have uønskede usunde blodsukkerstigniner hver mandag og tirsdag indtil fedtet igen er væk … ik?
Ja, undskyld mine primitive spørgsmål i denne sammenhæng, men jeg er jo som sagt allerede igang med mit 80-10-10-forsøg (på 2.-dagen) og ved så meget om det 🙂
Jacob
Kbh N
Nb. Jeg har prøvet mange ting af gennem de sidste 5 år, bl.a. blodtypediæten, kernesund, sundhedsrevolutionen, alm. rawfood, stenalderkosten og nu 80-10-10. Jeg gør det, fordi jeg gerne vil se, om der findes noget bedre end den kost, vi er vokset med/på. Ift. at holde sin idealvægt, så må jeg sige, at kernesund og blodtypediæten faktisk fungerede helt perfekt (jeg smed de sidste 3-4 kg, som er svære at holde på afstand med alm. dansk kost), men til gengæld er de besværlige i en alm. dagligdag (og kernesund meget dyr). Rawfood fungerede slet ikke for mig. Blodtypediæten fungerede godt (kan godt lide kød), men jeg savnede konstant brød. Måske ender jeg op med 50 % sundhedsrevolution og 50 % traditionel dansk mad (du ved færdiglavet pålæg osv.). Foreløbig er jo på frugt 24-7. Men jeg tror nu ikke, at jeg vil kunne leve kun på 95 % frugt. Så godt smager det heller ikke. Og som jeg skrev tidligere, så forstår jeg det sådan, at man ikke kan være 70 % på frugtkuren, da man jo så sviner sine blodårer til og ødelægger det for sig selv.
Du skriver, at du er på rejse mod sundhed, og at frugtkuren her har været mest effektiv ift. andre ting, som du har prøvet. Spiser du “normalt” nu, eller hvad vil du bruge dine forsøg til?
Hej Jacob.
Tak for dit interessante brev og for de fine ord.
På en normal dag ville jeg kunne spise 4-5 mango om morgenen, 8 bananer til frokost og 2 squash og 2 mango og et par tomater om aftenen, samt lidt dadler eventuelt. Det er ca. 3 kg. frugt på en dag.
Jeg kan godt se regnestykket for mig, hvis 2 % er det samme som 250 g. grønt om dagen. Men jeg tror du skal tænke på at de 2-6 % er kalorier i løbet af dagen og ikke gram eller kilo. Der er bare 2-6 % kalorier fra de 250 til 1000 gram bladgrønt om dagen. Det er så 97 % kalorier fra frugt i løbet af dagen.
Ja, det kan se ud som om, at man efter en weekend fuld af junkfood, kan have fyldt sine blodårer op med fedt, men det er ok at falde i en gang i mellem og selvfølgelig er det skrevet i en lidt overdrevet terminologi, for problemer med candidaen kommer (oftest) ikke bare dagen efter man har frådet. Men du kan godt opleve, at du føler dig mere træt dagen efter. Det bedste tidspunkt at spise fedtstoffer på er om aftenen. Og igen, hvis du skejer ud, så lad være med at dunke dig selv oven i hovedet, da du både psykisk og fysisk vil reagere på det.
Ifølge Dr. Graham er guleroden en hård spise for kroppen, altså den er sværd at fordøje, ligesom rødbeden. Men helt ærlig kan jeg godt, nogle gange, føle mig lidt fastlåst i det man må og ikke må spise, så lidt gulerodssaft en gang i mellem eller en gulerod i maden er helt ok. Jeg vil dog ikke spise 8 æbler på en gang, da de indeholder meget syre og meget pektin. Det kan give lidt bøvl med maven. Det samme med pærer, der ikke er helt modne…
Jeg kender blodtypekost, kernesund, sundhedsrevolutionen, rawfood, stenalderkost og 80/10/10. Først vil jeg lige sige at vi alle er forskellige. Nogle får det rigtig godt på en kost og andre på en anden. Jeg tror også nogle reagerer dårligere på ren frugt end andre, så hvad der lige præcis passer til dig, kan kun du selv sige efter et stykke tid. Men når noget virker godt og hvis du ikke får udslag/udslet/problemer/dårlig mave eller lignende på en gulerod eller groft brød, så spis det. Brød kan også laves på andre måder end med korntyper – fx ved hjælp af kerner eller nødder – og så bagt. Jeg synes, det er fedt, du prøver ting af, før du siger til eller fra.
Frugtkuren har været effektiv for mig ved, at den gav hurtige resultater. Det vil sige, hvis man, som jeg, først har taget mælken fra, så hveden, så gluten, så sukker, så lidt kød og indført andre ting, så er det svært at slå ned på at det og det var godt, skidt, bedre. Men med frugten tager man alt mælk, gluten, kød fra og lever på den måde med det samme. Det giver mange udrensningssymptomer og man kan mærke hvordan kroppen reagerer lynhurtigt, når fødevarerne introduceres igen. Det er som en fastekur, uden at faste. På den måde er den mest effektiv. Men det tager også tid at vænne kroppen til nogle madvarer igen, når man så ikke vil være på 801010 mere.
Jeg spiser frugt om morgenen nu. Jeg er begyndt at skære lidt ned på frugten igen, for at se hvor meget man skal spise og om man stadig kan opretholde den gode stil ved at indføre vegansk mad om aftenen. Jeg har spist lidt kød igen, men jeg reagerer prompte på det og fint brød er et no go. Men kerner og bønner kan godt implementeres. Kartofler duer heller ikke for mig. Jeg savner nogle gange frugt om aftenen, men har helt klart bedst med et lidt fyldigere måltid, som jeg også kan bruge til frokost dagen efter med salat til.
Jeg håber det svarede på dine spørgsmål. Ellers er du velkommen til at kontakte mig på kv(at)madgudinden.dk
Hejsa!
HVOR kan jeg købe bogen ?!
Har ledt & ledt på google..
Bor jo i DK og ikke i USA og på amazone vil de IKKE sende til dk :o(
Hejsa.
Man kan købe bogen over Amazon.co.uk. Så kommer den fra England. Jeg var heldig at kunne låne bogen igennem en ven. Jeg har bestilt den på bibliotek.dk tilbage i august, men har stadig ikke fået den hjem.
http://www.amazon.co.uk/80-10-Diet-Balancing-Luscious/dp/1893831248/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1360226584&sr=8-1
Hilsen Madgudinden
Tusinde tak, det prøver jeg.
Sidst jeg prøvede at bestille på Amazone.uk, fik jeg oplyst at de IKKE sendte ud til min landsdel (Danmark) og tænkte “ØV”…
Men prøver lige med bogen!
Og TAK for en dejlig side med MASSER af GOD info, bruger lang tid herinde.
Hav en smuk weekend.
Hej Igen.
Selv tak.
Nogle gange kan man ikke få varer fra England. Men bogen er ikke problematisk at sende og jeg tjekkede lige for en ordens skyld, inden jeg svarede. Der kom ikke noget frem og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre.
Og TUSIND TAK for den gode kritik 🙂
Hav ligeledes en fortryllende weekend.
Rigtig super hjemmeside at komme forbi, når man lige er startet på raw foo 811! Især spændende og lækre opskrifter :-). Er tørrede dadler, figner osv okay hvis man ligger dem i blød eller? Kan man få dem i frisk format i dk? 🙂
Lige et par spørgsmål mere, som jeg håber du har tid til at svare på, da du virker til at have godt styr på det :-)! Er 250-1000 g bladgrønt ikke temmelig meget når man tænker på der er 100 g i en sådan normal bakkestørrelse :)? Og ved du om stevia er okay at bruge på 811 :)?
Mange tusind tak! Det glæder mig, at du kan bruge tekst og opskrifter.
Tørrede figner og andet tørret frugt (mangoskiver, papaja, incabær, morbær, rosiner, gojibær, abrikoser mm.) er ok at spise i moderate mængder. Hvis man rehydrerer dem, ved at lægge dem i vand, bliver de endnu bedre, da de dermed ikke bliver ligeså søde.
Med hensyn til dadler, så findes der tørrede dadler (af sorten deglet noir – ofte fra Urtekram eller Biogan), der er tørret i den grad, at de ikke er anvendelige på 801010 i store mængder.
Dadeltypen Medjoul/medjool er halvtørre dadler, og er derfor bedre at bruge på en 801010.
“Friske” dadler i juleperioden (og som ellers kan købes hos diverse special-/indvandrerbutikker) er også halvtørrede.
Med hensyn til bladgrønt, så JA, det er en stor mængde, hvis man ser på en gennemsnitlig danskers madkultur. Men for at bladgrønt skal kunne mætte, skal der altså være en del af det. Der er ca. 23 kalorier i 100 g. spinat. Hvis et aftensmåltid skal være på 5-700 kalorier, skal der en hel del spinat til. 1000 gram bladgrønt svarer til 230 kalorier. Så for at blive mæt af spinat skal der 3 kg. til. Derfor bruges overvejende frugter på en 801010, i en kombination med bladgrønt om aftenen, da der er flere kalorier i pr. gram.
Stevia er ok at bruge på en 801010, men hvorfor skulle man? Frugter er søde nok i forvejen, så den søde tand skal nok få det, den har behov for. Brug medjool dadler til at søde med i stedet for. Så får du også de ekstra kalorier ind der.
Jeg håber, det svarede på dine spørgsmål. Ellers er du altid velkommen til at skrive til mig igen.
Evt. på email: kv(snabel a)madgudinden.dk
Se svaret højere oppe. 😉
Hej
Nu er jeg lidt træt af at skulle være “den person”, men du skriver noget i din beskrivelse af 801010, som inddirekte ikke er helt korrekt.
Du skriver følgende: “Frugt indeholder ca. 75% vand, samt fibre og næringsstoffer. Når man kun spiser frugt, bliver dette optaget utroligt hurtigt; faktisk allerede når det kommer ned i tyndtarmen.” Med dette hentyder du at under normale spisevaner vil næringsstoffer blive optaget andetsteds i tarmen end tyndtarmen, hvilket ikke er tilfældet. Tyndtarmen er den del af tarmen hvor ALT næring bliver optaget, så at skrive at næringstoffer fra frugt “allerede” optages i tyndtarmen ved denne kur, er ikke korrekt, da de gjorde det i forvejen.Tyktarmen, der efterfølger tyndtarmen, har kun til funktion at reabsorbere vand og genoptage salt og galdesalte.
Jeg ville bare pointere den lille “fejl”, da det måske er en detalje der kan få nogle til at tænke mindre om kurren og at du ikke ved, hvad du snakker om, hvilket jeg er overbevist om ikke er tilfældet. Jeg håber at det er noget du kan bruge og at du ikke tænker mig som en alt for stor flueknepper og så ønsker jeg dig alt held fremover!
Desuden synes jeg at det er en rigtig god blog du har lavet og jeg kan se at den kommer mange folk til gode, hvilket jeg giver dig alt respekt for.
Hej
Tak for din kommentar. Det er rigtigt at tyndtarmen optager alt næring. Derfor kan det også se ud til, at jeg mener, at andet mad ikke optages i tyndtarmen. Det jeg mener med “…allerede når det kommer ned i tyndtarmen” er at det optages ligeså snart det kommer ned i/ind i tyndtarmen (fra tolvfingertarmen). Når en frugt modnes, omdannes dens kulhydratkomponenter til glukose og fruktose, som er simple kulhydrater, vi kan optage uden at nedbryde dem yderligere. Når fruktose og glukose når tyndtarmen, optages de med det samme (indenfor minutter). Derfor har jeg skrevet “faktisk allerede når det kommer NED I tyndtarmen”.
Jeg takker fordi du er en flueknepper. Det er altid rart at blive orienteret om enten fejl eller mangler. Jo flere fejl jeg kan lave, jo mere lærer jeg 🙂
Og mange tusind tak fordi du synes godt om min blog.
Hilsen
Karina
Jeg synes virkelig, det her lyder interessant! Selv er jeg typen, der desværre slet ikke får hverken frugt eller grønt nok – og det vil jeg virkelig gerne ændre. Kickstartede det i dag med et 801010 “måltid” kun bestående af frugt (http://definersundt.wordpress.com/2014/01/07/801010/). Selv synes jeg, at det ikke blot smagte helt vildt lækkert, men det er jo også helt vildt sundt, og så synes jeg, det er rart, at selvom jeg føler mig mæt, føler jeg ikke, at jeg har overspist. Bonus!
Min familie så dog ret så vantro på mig, da de hørte aftenens måltid. Frugt? Ej. Men jeg tror faktisk, de endte ud med at være tilfredse, og de gik da også med til at gentage det til sommer, når vi kan tilføje en masse friske bær. mmmmhhhh.
Hej Matilde
Hvor er jeg glad for at høre, du kan bruge min tekst.
Hvis du ikke er vant til at spise frugt, så tag en dag med frugt og læg mærke til hvad frugten gør for dig de næste par dage. Hvis du har en god fornemmelse i kroppen, hverken får problemer med mave eller huden eller blodsukkerstigninger, cravings eller lignende, så kunne det være godt med en frugtkur. Husk at frugt også udrenser, så hvis du pludselig får bumser eller tynd mave, er det pga. frugten, som renser ud i din krop. Det er helt normalt, og skal ikke frygtes.
Der er blot nogle mennesker, som ikke er vant til frugt, og som har svært ved at nedbryde den. Det er bare til info, så du ved hvad der evt. kan ske.
Jeg synes det lyder som en god idé at vente med frugten til vi kommer ind i frugtsæson igen.
Fantastisk at du gjorde det, og at du havde din familie med. SUPER FLOT!
Hej. Har du ideer til, hvor man får frugter – gerne øko – i store mængder til fornuftig pris, hvis man ikke kan nå Grønttorvet? Vi bor en time syd for København og får leveret frugt/grønt fra Aarstiderne, men det bliver (for) dyrt, hvis alle i familien spiser 80 10 10. Vi er fem!
Hej Zazasmor
Ofte kan man være heldig at lave et godt tilbud med de større supermarkeder. Jeg snakkede med fx Irma om mango, dadler og bananer. Så får jeg en kasse af gangen. Det gør det billigere for mig, og de får pengene ind med det samme.
Ellers kan det være, at I har en grøntforhandler i nærheden? De henter varer dagligt på grønttorvet og vil ofte tage noget med, hvis man bestiller det i forvejen.
Jeg håber det gav nogle ideer.
Kærligst
Karina
Hej. Jeg købte min “80-10-10 Diet” af Douglas Graham hos Book Depository (ca. 180,- inkl. fragt)
Fantastisk 🙂
Dejlig artikel. Tak for hjælpen 🙂
Selv tak 🙂
Du kan også læse mere i min e-bog 80/10/10.
Kærligst Karina